Archive for the ‘arkæologi’ Category

Sønderjyllands Genforening 1920

17. oktober 2009

Forleden var vi en tur forbi den mindesten som er sat op nær landsbyen Karby ikke langt fra Thusbjerg-jættestuen. Stenen er sat til minde om dengang i 1920, da Sønderjylland blev genforenet med Danmark.

"Sønderjylland Vunden 1920" står der på Genforeningsstenen ved Karby. I baggrunden til højre for stenen ses en hvid gård. Det er her Thusbjerg-jættestuen ligger.

"Sønderjylland Vunden 1920" står der på Genforeningsstenen ved Karby. I baggrunden til højre for stenen ses en hvid gård. Det er her Thusbjerg-jættestuen ligger.

Efter at Danmark i 1864 tabte krigen mod Østrig og Prøjsen (Tyskland) overgik hertugdømmerne Slesvig og Holsten til at indgå i det tyske forbund. Men Tysklands nederlag i 1. verdenskrig betød at der kom en afstemning om Slesvigs tilknytning til enten Danmark eller Tysklad. I Sydslesvig stemte indbyggerne for en fortsat tilknytning til Tyskland, mens 75% af indbyggerne i Nordslesvig (Sønderjylland) stemte for Danmark.

Tabet af hertugdømmerne i 1864 medførte en national vækkelse i Danmark. Derfor var der udbredt glæde, da Sønderjylland i 1920 blev genforenet med Danmark. I Sønderjylland holdtes flere folkefester i foråret 1920, mens der i det øvrige Danmark blev rejst talrige mindesten så man kunne fastholde erindringen om afstemningen og Genforeningen.

Også på Mors rejstes disse mindesten, og en af den blev altså placeret ved landevejen nær Karby. Men hvorfor egentlig tage en tur ned til denne sten?

Flere af de lokale har besøgt os, har nemlig fortalt at denne mindesten stammer fra Thusbjerg-jættestuen. Derfor måtte vi naturligvis en tur forbi. Om stenen stammer fra Thusbjerg-jættestuen kan vi ikke afgøre. Til gengæld kan vi se at mindestenen er en lille del af en oprindeligt langt større sten.

Stammer Genforeningsstenen fra Thusbjerg-jættestuen? I den røde cirkel ses kløvemærker, som viser at mindestenen oprindeligt var en del af en langt større sten.

Stammer Genforeningsstenen fra Thusbjerg-jættestuen? I den røde cirkel ses kløvemærker, som viser at mindestenen oprindeligt var en del af en langt større sten.

I givet fald skulle en rest af dækstenene have lagt i perioden fra 1876 til 1920, inden stenen blev omdannet til en mindesten og fik indhugget en tekst.

Reklamer

Jættestuen får græs

16. oktober 2009

I går blev de sidste arkæologiske registreringer foretaget, således at der kun mangler det allersidste finish førend gravhøjen er færdig.

Rullegræsset ligger klar til at blive rullet ud på Thusbjerg.

Rullegræsset ligger klar til at blive rullet ud på Thusbjerg.

Vi har således fået leveret en mængde rullegræs, som vi i dag er i færd med at ligge ud over Thusbjerg. Thusbjerg-jættestuen ligger højt i terrænet og når det blæser er der en del fygning af sand. For at sikre gravhøjen bliver rullegræsset lagt ud. Det er forskelligt fra sted til sted om vi bruger rullegræs eller græsfrø, og kommer helt an på de lokale forhold.

Gravkammeret

14. oktober 2009

I dag blev jættestuens gravkammer dækket med jord, og for første gang kunne vi se hvordan det overdækkede gravkammer ser ud. Med overdækningen fornemmer man tydligere den niche, som findes i gravkammeret.

Vi har indsat et par foto fra gravkammeret. Vi har snydt lidt og brugt en lampe, så man bedre kan se stenkonstruktionen.

Jættestuens gang set fra gravkammeret.

Jættestuens gang set fra gravkammeret.

Gravkammeret set fra indgangen.

Gravkammeret set fra indgangen.

Kærlighed til Oldtiden

11. oktober 2009

Stordyssen i Krejbjerg blev som nævnt udgravet i 1910 af Nationalmuseets unge arkæolog Aage Brusendorff. Årsagen til udgravningen og restaureringen skyldes gårdejer Marinus Refsgaard, der i foråret og sommeren 1910 havde foretaget talrige udgravninger af gravhøje i Salling. Eller rettere: Han havde ødelagt talrige gravhøje i jagten på oldsager. Den massive ødelæggelse af gravhøjene kom Nationalmuseets folk for øre, og derfor sendtes arkæologen Christian Blinkenberg til Krejberg for at tale den unge gårdejer til rette.

Stordyssen i Krejbjerg inden vi gik i gang med restaureringen. Det var ødelæggelsen af denne stordysse, der bragte arkæologerne på sporet af Marinus Refsgaard.

Stordyssen i Krejbjerg inden vi gik i gang med restaureringen. Det var ødelæggelsen af denne stordysse, der bragte arkæologerne på sporet af Marinus Refsgaard.

Egentlig havde Marinus Refsgaard ikke gjort noget forkert. Det var på dette tidspunkt ikke ulovligt at udgrave gravhøje på egen hånd. Men de professionelle arkæologer ville helst undgå disse røver-gravninger. Den 13. juni 1910 indfandt Christian Blinkenberg sig derfor hos Marinus Refsgaard, og der udspillede sig nu en bemærkelsesværdig diskussion.

Christian Blinkenberg skriver: ” Marinus Refsgaard, som jeg sidst talte med, er en yngre Gaardejer (i Trediverne), stammende fra en stor Bondeslægt i Balling. […]. Jeg talte længe og indgaaende med Refsgaard, foreholdt ham (der sagde, at han var en “Elsker af Oldtiden og Oldsagerne”) det uforsvarlige i hans Gravninger, udtalte for ham, hvordan Oldtidsminderne – baade de velbevarede og de andre – rettelig burde behandles, om vi vilde skatte dem vel, og udviklede for ham de gode og rigtige Veje, ad hvilke han kunde tilfredsstille sin Interesse for Oldtiden. M. Refsgaard gav mig Punkt for Punkt Ret, lod hurtig de Indvendinger, han fremførte, falde, men skildrede sin “Kærlighed til Oldtiden” som en Passion, der drev ham til Højgravning med en Kraft, han ikke kunde modstaa; han sammenlignede selv – uopfordret – denne Passion med en Drankers Forfaldenhed”.

Selvom Christian Blinkenberg forsøgte at overtale Marinus Refsgaard til at standse sine plyndringer af gravhøjene, lykkedes det ikke. I stedet iværksatte Nationalmuseet en kampagne for at få fredet så mange gravhøje som muligt, så Marinus Refsgaards ødelæggelser kunne begrænses mest muligt.

Således blev den beskadigede stordysse i Krejbjerg – der første gang havde ledt arkæologerne på sporet af Marinus Refsgaard – fredet og restaureret i august 1910.

Krejbjerg-jættestuen der blev til en stordysse

10. oktober 2009

Sideløbende med Thusbjerg-jættestuen er vi også i gang med at restaurere stordyssen i Over Ginnerup i Salling. Stordyssen blev udgravet allerede i 1910. Dengang mente man at der var tale om en jættestue, men set med nutidens øjne er der nærmere tale om en stordysse. Forskellen i definationen af storstensgraven skyldes, at den er bygget på overgangen fra stendyssen til jættestuen. Hvis man stiller tingene lidt på spidsen kan man sige, at gravkammeret har stendyssens form (lille kammer), mens den stensatte indgang hører jættestuerne til.

En grov skitse af stordyssen i Krejbjerg set direkte ovenfra. De grønne streger markerer vægstenene.

En skitse af stordyssen i Krejbjerg set direkte ovenfra. De grønne streger markerer vægstenene.

Man skal nok forestille sig, at udviklingen i bygningen af stendysserne og jættestuerne har været en glidende overgang. Oprindeligt var stendysserne kun beregnet til en enkelt eller få gravlæggelser, mens jættestuerne er fællesgrave. I jættestuerne har den stensatte indgang været en nødvendighed, så man hurtigt og nemt har kunnet komme ind i gravkammeret når en nylig afdød person skulle gravlægges.

Generelt siges det, at de første stendysser blev opført omkring 3500 f. Kr., mens jættestuerne byggedes i perioden ca. 33-3200 f. Kr. Men det afhænger lidt af hvilken arkæolog man spørger. Nogle daterer storstensgravene ud fra keramikken, men nyere dateringer af birkebark fundet i jættestuerne korrigerer den hidtidige datering. Forskellene i dateringen er dog ikke stor.

Det skjulte gravkammer

8. oktober 2009

For nogle dage siden gennemgik vi Gudmund Hatts liv. Men endnu mangler vi en mere uddybende beskrivelse af hvad han fandt, da han i 1920erne udgravede Thusbjerg-jættestuen. I den udgravningsberetning vi har fundet i Nationalmuseets arkiv, skriver Gudmund Hatt blandt andet: “Under Herredsrejse paa Mors i 1924 fandt jeg en ødelagt Jættestue i den saakaldte ,,Thorsbjerg” eller ,,Tirsbjerg” – paa Matr. No. 5g af Ørndrup Mark, Karby Sogn. Højen blev derefter fredlyst under Nationalmuseet af Ejeren, Gaardejer Peter Madsen”.

Thusbjerg-jættestuen ligger ikke centralt i gravhøjen. Dels er der i nyere tid gravet jord væk fra højen (nederst i billedet), ligesom der i bronzealderen er tilføjet en ny gravhøj. Den røde cirkel markerer gravhøjens størrelse i bronzealderen, mens den grønne ring viser jættestuens placering.

Thusbjerg-jættestuen ligger ikke centralt i gravhøjen. Dels er der i nyere tid gravet jord væk fra højen (nederst i billedet), ligesom der i bronzealderen er tilføjet en ny gravhøj. Den røde cirkel markerer gravhøjens størrelse i bronzealderen, mens den grønne ring viser jættestuens placering. De sorte streger angiver højens højde.

Videre fortæller Gudmund Hatt, at han af de lokale fik oplyst, at gravkammeret i Thusbjerg-jættestuen oprindeligt har været inddelt i en nordlig og en sydlig del af en stor sten. Ved vores restaurering har vi dog ikke fundet spor af denne inddeling, og jættestuens brolagte gulv ser intakt ud. Måske er der i stedet tale om den niche, som vi fortalte om i går.

“Da Kammeret ligger skævt i Højen, nærmere Sydfoden end Nordfoden, kunde der være Grund til at formode, at Højen maaske indeholdt endnu et Kammer. Nationalmuseet lod derfor Højen undersøge”, skriver Gudmund Hatt og fortsætter: “Den blev forsaavidt en Skuffelse, som der ikke fandtes noget Kammer i den nordlige Del af Højen”.

Gudmund Hatt fandt således ikke noget skjult gravkammer. Forklaringen på jættestuens acentrale beliggenhed i gravhøjen fandt vi for nogle uger siden. I bronzealderen har man nemlig bygget en ny gravhøj oveni jættestuehøjens nordvestlige hjørne. Det er ikke usædvanlig, at man i senere perioder af oldtiden har ombygget og genanvendt jættestuerne. I Nordsjælland nær Frederikssund er der således et eksempel på at man i bronzealderen har indsat en egekiste (som man f.eks. kender det med Egtvedpigens grav) i gravkammeret fra bondestenalderen.

Gudmund Hatt

4. oktober 2009

Der har været lidt stille her på bloggen de seneste par dage. Det skyldes arbejdet med vores nye webside om stendysser og jættestuer, der gerne skulle komme online i begyndelsen af næste uge. Men lad os straks rette lidt op på det forsømte…

Vi har flere gange i forskellige blogindlæg nævnt navnet Gudmund Hatt. Gudmund Hatt var den arkæolog som udgravede og undersøgte Thusbjerg-jættestuen i 1924. I virkeligheden er det lidt forkert kun at omtale Gudmund Hatt som arkæolog for han var i virkeligheden både kulturgeograf, etnolog og arkæolog. Man kan sige, at Gudmund Hatt interesserede sig for menneskelivet i dets bredeste forstand – både i fortiden og i nutiden.

Gudmund Hatt var født i Vildbjerg (en stationsby omtrent midtvejs mellem Holstebro og Herning) den 31. oktober 1884. Som ung rejste han til USA, hvor han en overgang studerede etnografi på Harvard-universitetet. Det var navnlig cherokee-indianerne, som havde Gudmund Hatts store interesse under hans USA-ophold. I det hele taget var Gudmund Hatt en meget produktiv mand. I begyndelsen af 1910erne er han på studierejse i Lapland for at studere den samiske kultur. Erfaringerne herfra bruger han i sin doktordisputats ”Arktiske Skinddragter i Eurasien og Amerika” fra 1914.

I 1919 bliver han ansat ved Nationalmuseets oldtidsafdeling, og kommer i de følgende år til at udgrave en række jyske bopladser. Det var specielt nedbrændte jernalderlandsbyer som havde hans interesse. Bevaringsforholdene i de nedbrændte huse var helt unikke, og med Gudmund Hatts udgravninger fik man en stor viden om livet i jernalderen. Eksempelvis husenes tagkonstruktion, indbrændte husdyr og brugsgenstande af træ. Man kan sige ,at de nedbrændte huse gav et øjebliksbillede af jernalderen. Nogle af disse udgravninger blev foretaget på Mors, i Vestjylland og Thy. Særlig kendt er Gudmund Hatts udgravning af Nørre Fjand-bopladsen, som han gravede gennem 1930erne. Først i sommeren 1940 afsluttedes udgravningen af landsbyen fra den tidlige jernalder.

Også kulturgeografien havde Gudmund Hatts store interesse. Gennem 1930-40erne gav han både i radioen og i en række bøger forelæsninger om aktuelle geografiske spørgsmål. Eksempelvis om årsagerne Tysklands ekspansion. Således forudså han krigen mellem Sovjetunionen og Tyskland, der blev en realitet i begyndelsen af 1940erne med krigen på Østfronten. Under den tyske besættelse valgte Gudmund Hatt at gå ind i arbejdet i den af den danske regering stiftede Dansk-Tysk Forening, der havde som mål at forebygge en nazistisk regeringsdannelse i Danmark. Som følge af sit engagement i samarbejdspolitikken og hans påståede tyskvenlighed, blev der efter befrielsen i 1945 rejstes anklage om national uværdig optræden ved tjenestemandsdomstolen. Gudmund Hatt valgte imidlertid selv at tage sin afsked fra Københavns Universitet, hvor han gennem flere år havde været professor i geografi (1929-45).

Besættelsestiden medførte at Gudmund Hatt blev udstødt af “det gode selskab”. Således var han ikke længere velkommen Videnskabernes Selskab. Efter sigende på grund af et opgør mellem Gudmund Hatt og selskabets formand Niels Bohr. Først i de sidste år af sit liv begyndte Gudmund Hatt atter at blive accepteret i fagkredse, og deltog atter i de møder som Videnskabernes Selskab afholdt. Således blev der på hans 75 års fødselsdag udgivet et festskrift. Gudmund Hatt, der i øvrigt var gift med kunstnerinden Emilie Demant Hatt, døde den 27. januar 1960.

Lad os slutte denne korte gennemgang af Gudmund Hatts meget farverige liv med et citat fra nekrologen i Geografisk Tidsskrift: ” Hatt var et rigt udrustet menneske, både intellektuelt og følelsesmæssigt. Han var en utrættelig arbejder med en bred kundskabsbasis og med en sjælden sans for den videnskabelige problemstilling. Hans hele gerning vidner om en lidenskabelig vilje til at øge vor kundskab og indsigt. Hans naturlige meddelelsesform var det skrevne ord; hans forelæsninger og taler bar som regel præg af oplæsning af en afhandling; men han havde evnen til at finde det klare og dækkende udtryk, som ikke sagde for meget og ikke for lidt. Derfor kunne han også undertiden virke stærkt som foredragsholder, således den aften i 1956, da han i Videnskabernes Selskab efter mange års tavshed fremlagde det store værk om jernalderbopladsen ved Fjand — hans sidste store bedrift som forsker”.