Archive for the ‘1900-tallet’ Category

Nye restaureringer i foråret 2010

10. maj 2010

Efter vinterapusen har Kulturarvsstyrelsen i disse dage taget fat på forårets restaureringer af stendysser og jættestuer. Forårets opgaver byder blandt andet på restaureringen af en jættestue ved Giver i Himmerland, der første gang blev udgravet af Nationalmuseet i 1910. Altså for præcis 100 år siden. I de sidste 100 år er gravhøjen vokset til i et tæt krat, som nu er blevet fjernet. Næste skridt bliver fjernelsen af jorden foran indgangen således at der atter bliver adgang til gravkammeret.

Følg forårets restaureringer her på bloggen.

Jættestuen ved Giver efter at buske og træer er fjernet

Jættestuen ved Giver efter at buske og træer er fjernet

Reklamer

Suldrup – En jætte go’ by!

28. oktober 2009

Så er der ikke langt igen førend Suldrup-jættestuen er istandsat. Netop i disse minutter – mens det øsregner over Himmerland – er vi ved at gøre det sidste klar førend rullegræsset kan blive lagt på.

I Suldrup er der meget stor interesse for den lokale jættestue. I det lokale supermarked er det muligt at købe Jættestue-vin, hvor etiketten viser Suldrup-jættestuen. Flere gadenavne har inspiration i oldtiden og storstensgraven (Dyssevej, Ved Højene, Stensvej osv.). Tidligere var det også muligt at få stillet sulten på Jætte Grill.

Ved indkørslen til Suldrup by står dette byskilt!

Ved indkørslen til Suldrup by står dette byskilt!

Bemærk i øvrigt denne fine tegning af en stendysse og en viking.

Bemærk i øvrigt denne fine tegning af en stendysse og en viking.

Suldrup-jættestuen er næsten færdig. Snart mangler kun rullegræsset.

Suldrup-jættestuen er næsten færdig. Snart mangler kun rullegræsset.

Hvisselhøj med tre gravkamre

20. oktober 2009

En af de to jættestuer i det nordjyske som vi i denne uge har kastet os over er Hvisselhøj på vejen mellem Torslev og Alsbjerg vest for Aalborg. Allerede i 1915 restaurerede konservator Gustav Rosenberg den unikke jættestue med de tre stensatte gravkamre. Målet med restaureringen i 1915 var at sikre den ustabile stenkonstruktion, men under arbejdet fandt Gustav Rosenberg og hans medhjælpere flere ravperler, flintdolke og lerkar.

Grundplan af Hvisselhøj. Akkurat som i ejendomsmæglernes tegninger af huse og lejligheder, tegner arkæologer grundplaner over jættestuerne. De sorte, skraverede sten viser vægstenene. Nederst ses indgangen, mens man øverst kan se det tredje og sidste gravkammer. Grundplanen er tegnet i fugleperspektiv og set direkte ovenfra.

Grundplan af Hvisselhøj. Akkurat som i ejendomsmæglernes tegninger af huse og lejligheder, tegner arkæologer grundplaner over jættestuerne. De sorte, skraverede sten viser vægstenene. Nederst ses indgangen, mens man øverst kan se det tredje og sidste gravkammer. Grundplanen er tegnet i fugleperspektiv og set direkte ovenfra.

Hvisselhøj er speciel derved at den består af tre gravkamre som ligger i forlængelse af hinanden. Selve hovedgravkammeret er 8 meter langt og 1,5 meter bredt. Derefter følger (gennem en ganske smal åbning) endnu et gravkammer med en længde på 4,5 meter og en bredde på 0,7 meter. Det inderste gravkammer er kun 1,9 meter langt og 1,1 meter bredt. Ud fra konstruktionen og stenenes indbyrdes placering kan man se, at den trekamrede jættestue er bygget af en omgang.

Intet andet sted i Danmark har man fundet en jættestue magen til Hvisselhøj. Da arkæologen C. A. Nordman i begyndelsen af 1900-tallet skrev om Hvisselhøj, sammenlignede han jættestuen med grave på Malta og Gozo, der har samme grundplan som Hvisselhøj. Hvad Nordman ikke var sig bevidst, var at gravenes konstruktion er vidt forskellig, og der kan derfor ikke drages sammenligninger mellem Hvisselhøj og gravene i Middelhavet. Hvisselhøj er stadig unik!

Sønderjyllands Genforening 1920

17. oktober 2009

Forleden var vi en tur forbi den mindesten som er sat op nær landsbyen Karby ikke langt fra Thusbjerg-jættestuen. Stenen er sat til minde om dengang i 1920, da Sønderjylland blev genforenet med Danmark.

"Sønderjylland Vunden 1920" står der på Genforeningsstenen ved Karby. I baggrunden til højre for stenen ses en hvid gård. Det er her Thusbjerg-jættestuen ligger.

"Sønderjylland Vunden 1920" står der på Genforeningsstenen ved Karby. I baggrunden til højre for stenen ses en hvid gård. Det er her Thusbjerg-jættestuen ligger.

Efter at Danmark i 1864 tabte krigen mod Østrig og Prøjsen (Tyskland) overgik hertugdømmerne Slesvig og Holsten til at indgå i det tyske forbund. Men Tysklands nederlag i 1. verdenskrig betød at der kom en afstemning om Slesvigs tilknytning til enten Danmark eller Tysklad. I Sydslesvig stemte indbyggerne for en fortsat tilknytning til Tyskland, mens 75% af indbyggerne i Nordslesvig (Sønderjylland) stemte for Danmark.

Tabet af hertugdømmerne i 1864 medførte en national vækkelse i Danmark. Derfor var der udbredt glæde, da Sønderjylland i 1920 blev genforenet med Danmark. I Sønderjylland holdtes flere folkefester i foråret 1920, mens der i det øvrige Danmark blev rejst talrige mindesten så man kunne fastholde erindringen om afstemningen og Genforeningen.

Også på Mors rejstes disse mindesten, og en af den blev altså placeret ved landevejen nær Karby. Men hvorfor egentlig tage en tur ned til denne sten?

Flere af de lokale har besøgt os, har nemlig fortalt at denne mindesten stammer fra Thusbjerg-jættestuen. Derfor måtte vi naturligvis en tur forbi. Om stenen stammer fra Thusbjerg-jættestuen kan vi ikke afgøre. Til gengæld kan vi se at mindestenen er en lille del af en oprindeligt langt større sten.

Stammer Genforeningsstenen fra Thusbjerg-jættestuen? I den røde cirkel ses kløvemærker, som viser at mindestenen oprindeligt var en del af en langt større sten.

Stammer Genforeningsstenen fra Thusbjerg-jættestuen? I den røde cirkel ses kløvemærker, som viser at mindestenen oprindeligt var en del af en langt større sten.

I givet fald skulle en rest af dækstenene have lagt i perioden fra 1876 til 1920, inden stenen blev omdannet til en mindesten og fik indhugget en tekst.

Kærlighed til Oldtiden

11. oktober 2009

Stordyssen i Krejbjerg blev som nævnt udgravet i 1910 af Nationalmuseets unge arkæolog Aage Brusendorff. Årsagen til udgravningen og restaureringen skyldes gårdejer Marinus Refsgaard, der i foråret og sommeren 1910 havde foretaget talrige udgravninger af gravhøje i Salling. Eller rettere: Han havde ødelagt talrige gravhøje i jagten på oldsager. Den massive ødelæggelse af gravhøjene kom Nationalmuseets folk for øre, og derfor sendtes arkæologen Christian Blinkenberg til Krejberg for at tale den unge gårdejer til rette.

Stordyssen i Krejbjerg inden vi gik i gang med restaureringen. Det var ødelæggelsen af denne stordysse, der bragte arkæologerne på sporet af Marinus Refsgaard.

Stordyssen i Krejbjerg inden vi gik i gang med restaureringen. Det var ødelæggelsen af denne stordysse, der bragte arkæologerne på sporet af Marinus Refsgaard.

Egentlig havde Marinus Refsgaard ikke gjort noget forkert. Det var på dette tidspunkt ikke ulovligt at udgrave gravhøje på egen hånd. Men de professionelle arkæologer ville helst undgå disse røver-gravninger. Den 13. juni 1910 indfandt Christian Blinkenberg sig derfor hos Marinus Refsgaard, og der udspillede sig nu en bemærkelsesværdig diskussion.

Christian Blinkenberg skriver: ” Marinus Refsgaard, som jeg sidst talte med, er en yngre Gaardejer (i Trediverne), stammende fra en stor Bondeslægt i Balling. […]. Jeg talte længe og indgaaende med Refsgaard, foreholdt ham (der sagde, at han var en “Elsker af Oldtiden og Oldsagerne”) det uforsvarlige i hans Gravninger, udtalte for ham, hvordan Oldtidsminderne – baade de velbevarede og de andre – rettelig burde behandles, om vi vilde skatte dem vel, og udviklede for ham de gode og rigtige Veje, ad hvilke han kunde tilfredsstille sin Interesse for Oldtiden. M. Refsgaard gav mig Punkt for Punkt Ret, lod hurtig de Indvendinger, han fremførte, falde, men skildrede sin “Kærlighed til Oldtiden” som en Passion, der drev ham til Højgravning med en Kraft, han ikke kunde modstaa; han sammenlignede selv – uopfordret – denne Passion med en Drankers Forfaldenhed”.

Selvom Christian Blinkenberg forsøgte at overtale Marinus Refsgaard til at standse sine plyndringer af gravhøjene, lykkedes det ikke. I stedet iværksatte Nationalmuseet en kampagne for at få fredet så mange gravhøje som muligt, så Marinus Refsgaards ødelæggelser kunne begrænses mest muligt.

Således blev den beskadigede stordysse i Krejbjerg – der første gang havde ledt arkæologerne på sporet af Marinus Refsgaard – fredet og restaureret i august 1910.

Krejbjerg-jættestuen der blev til en stordysse

10. oktober 2009

Sideløbende med Thusbjerg-jættestuen er vi også i gang med at restaurere stordyssen i Over Ginnerup i Salling. Stordyssen blev udgravet allerede i 1910. Dengang mente man at der var tale om en jættestue, men set med nutidens øjne er der nærmere tale om en stordysse. Forskellen i definationen af storstensgraven skyldes, at den er bygget på overgangen fra stendyssen til jættestuen. Hvis man stiller tingene lidt på spidsen kan man sige, at gravkammeret har stendyssens form (lille kammer), mens den stensatte indgang hører jættestuerne til.

En grov skitse af stordyssen i Krejbjerg set direkte ovenfra. De grønne streger markerer vægstenene.

En skitse af stordyssen i Krejbjerg set direkte ovenfra. De grønne streger markerer vægstenene.

Man skal nok forestille sig, at udviklingen i bygningen af stendysserne og jættestuerne har været en glidende overgang. Oprindeligt var stendysserne kun beregnet til en enkelt eller få gravlæggelser, mens jættestuerne er fællesgrave. I jættestuerne har den stensatte indgang været en nødvendighed, så man hurtigt og nemt har kunnet komme ind i gravkammeret når en nylig afdød person skulle gravlægges.

Generelt siges det, at de første stendysser blev opført omkring 3500 f. Kr., mens jættestuerne byggedes i perioden ca. 33-3200 f. Kr. Men det afhænger lidt af hvilken arkæolog man spørger. Nogle daterer storstensgravene ud fra keramikken, men nyere dateringer af birkebark fundet i jættestuerne korrigerer den hidtidige datering. Forskellene i dateringen er dog ikke stor.

FM = Fredet Mindesmærke

9. oktober 2009

Ved Gudmund Hatts udgravning i 1920erne fotograferede han den nyrestaurerede jættestue. Nedenfor ses et enkelt af disse fotografier. Som det ses har Gudmund Hatt opsat en fredningssten. Fredningsstenene blev opsat ved alle de fortidsminder der blev fredet inden 1937. Indtil naturfredningslovens vedtagelse i 1937 skete fredningerne ud fra frivillighedens princip. Det var den gang derfor ikke ulovligt at fjerne en gravhøj. Granitstenen med “F.M.”-mærket viste imidlertid, at denne høj ikke måtte ødelægges.

FM på fredningsstenen står hverken for Frederik eller Mary. Fotoet stammer fra Nationalmuseets arkiv.

FM på fredningsstenen står hverken for Frederik eller Mary. Fotoet stammer fra Nationalmuseets arkiv.

I dag er der mange som spørger om hvad FM egentlig står for. Nogle foreslår at det betyder FortidsMinde. Men andre forslag har også været i spil. Da kronprinseparret blev gift for nogle år siden, troede en journalist at “F” og “M” stod for Frederik og Mary, og at stenen netop var blevet sat op i anledning af det kongelige bryllup. Måske på grund af den kongekrone, som findes på granitstenen. Men de første fredningssten blev sat op allerede i slutningen af 1800-tallet, og “FM” står for “Fredet Mindesmærke”.

Gudmund Hatt – igen!

5. oktober 2009

I går fortalte vi i korte træk om Gudmund Hatts liv. Men hvordan så han egentlig ud? Vi har været i arkivet og fundet et gammelt fotografi fra begyndelsen af besættelsestiden. På billedet ses Gudmund Hatt i samtale med en højtståede tysk militærmand.

Som nævnt var Gudmund Hatt under besættelsen medlem af Dansk-Tysk Forening. En forening som den danske regering stiftede i sommeren 1940, da man frygtede at den tyske besættelsesmagt ville indsætte en nazistisk regering i Danmark. Foreningen blev nedlagt 29. august 1943, da samarbejdspolitikken brød sammen. Billedet stammer fra et af foreningens arrangementer. 

Gudmund Hatt deltager i et af Dansk-Tysk Forenings arrangementer

Gudmund Hatt deltager i et af Dansk-Tysk Forenings arrangementer

Gudmund Hatt

4. oktober 2009

Der har været lidt stille her på bloggen de seneste par dage. Det skyldes arbejdet med vores nye webside om stendysser og jættestuer, der gerne skulle komme online i begyndelsen af næste uge. Men lad os straks rette lidt op på det forsømte…

Vi har flere gange i forskellige blogindlæg nævnt navnet Gudmund Hatt. Gudmund Hatt var den arkæolog som udgravede og undersøgte Thusbjerg-jættestuen i 1924. I virkeligheden er det lidt forkert kun at omtale Gudmund Hatt som arkæolog for han var i virkeligheden både kulturgeograf, etnolog og arkæolog. Man kan sige, at Gudmund Hatt interesserede sig for menneskelivet i dets bredeste forstand – både i fortiden og i nutiden.

Gudmund Hatt var født i Vildbjerg (en stationsby omtrent midtvejs mellem Holstebro og Herning) den 31. oktober 1884. Som ung rejste han til USA, hvor han en overgang studerede etnografi på Harvard-universitetet. Det var navnlig cherokee-indianerne, som havde Gudmund Hatts store interesse under hans USA-ophold. I det hele taget var Gudmund Hatt en meget produktiv mand. I begyndelsen af 1910erne er han på studierejse i Lapland for at studere den samiske kultur. Erfaringerne herfra bruger han i sin doktordisputats ”Arktiske Skinddragter i Eurasien og Amerika” fra 1914.

I 1919 bliver han ansat ved Nationalmuseets oldtidsafdeling, og kommer i de følgende år til at udgrave en række jyske bopladser. Det var specielt nedbrændte jernalderlandsbyer som havde hans interesse. Bevaringsforholdene i de nedbrændte huse var helt unikke, og med Gudmund Hatts udgravninger fik man en stor viden om livet i jernalderen. Eksempelvis husenes tagkonstruktion, indbrændte husdyr og brugsgenstande af træ. Man kan sige ,at de nedbrændte huse gav et øjebliksbillede af jernalderen. Nogle af disse udgravninger blev foretaget på Mors, i Vestjylland og Thy. Særlig kendt er Gudmund Hatts udgravning af Nørre Fjand-bopladsen, som han gravede gennem 1930erne. Først i sommeren 1940 afsluttedes udgravningen af landsbyen fra den tidlige jernalder.

Også kulturgeografien havde Gudmund Hatts store interesse. Gennem 1930-40erne gav han både i radioen og i en række bøger forelæsninger om aktuelle geografiske spørgsmål. Eksempelvis om årsagerne Tysklands ekspansion. Således forudså han krigen mellem Sovjetunionen og Tyskland, der blev en realitet i begyndelsen af 1940erne med krigen på Østfronten. Under den tyske besættelse valgte Gudmund Hatt at gå ind i arbejdet i den af den danske regering stiftede Dansk-Tysk Forening, der havde som mål at forebygge en nazistisk regeringsdannelse i Danmark. Som følge af sit engagement i samarbejdspolitikken og hans påståede tyskvenlighed, blev der efter befrielsen i 1945 rejstes anklage om national uværdig optræden ved tjenestemandsdomstolen. Gudmund Hatt valgte imidlertid selv at tage sin afsked fra Københavns Universitet, hvor han gennem flere år havde været professor i geografi (1929-45).

Besættelsestiden medførte at Gudmund Hatt blev udstødt af “det gode selskab”. Således var han ikke længere velkommen Videnskabernes Selskab. Efter sigende på grund af et opgør mellem Gudmund Hatt og selskabets formand Niels Bohr. Først i de sidste år af sit liv begyndte Gudmund Hatt atter at blive accepteret i fagkredse, og deltog atter i de møder som Videnskabernes Selskab afholdt. Således blev der på hans 75 års fødselsdag udgivet et festskrift. Gudmund Hatt, der i øvrigt var gift med kunstnerinden Emilie Demant Hatt, døde den 27. januar 1960.

Lad os slutte denne korte gennemgang af Gudmund Hatts meget farverige liv med et citat fra nekrologen i Geografisk Tidsskrift: ” Hatt var et rigt udrustet menneske, både intellektuelt og følelsesmæssigt. Han var en utrættelig arbejder med en bred kundskabsbasis og med en sjælden sans for den videnskabelige problemstilling. Hans hele gerning vidner om en lidenskabelig vilje til at øge vor kundskab og indsigt. Hans naturlige meddelelsesform var det skrevne ord; hans forelæsninger og taler bar som regel præg af oplæsning af en afhandling; men han havde evnen til at finde det klare og dækkende udtryk, som ikke sagde for meget og ikke for lidt. Derfor kunne han også undertiden virke stærkt som foredragsholder, således den aften i 1956, da han i Videnskabernes Selskab efter mange års tavshed fremlagde det store værk om jernalderbopladsen ved Fjand — hans sidste store bedrift som forsker”.