Posts Tagged ‘kulturarv’

Jættestuen får græs

16. oktober 2009

I går blev de sidste arkæologiske registreringer foretaget, således at der kun mangler det allersidste finish førend gravhøjen er færdig.

Rullegræsset ligger klar til at blive rullet ud på Thusbjerg.

Rullegræsset ligger klar til at blive rullet ud på Thusbjerg.

Vi har således fået leveret en mængde rullegræs, som vi i dag er i færd med at ligge ud over Thusbjerg. Thusbjerg-jættestuen ligger højt i terrænet og når det blæser er der en del fygning af sand. For at sikre gravhøjen bliver rullegræsset lagt ud. Det er forskelligt fra sted til sted om vi bruger rullegræs eller græsfrø, og kommer helt an på de lokale forhold.

Reklamer

Kærlighed til Oldtiden

11. oktober 2009

Stordyssen i Krejbjerg blev som nævnt udgravet i 1910 af Nationalmuseets unge arkæolog Aage Brusendorff. Årsagen til udgravningen og restaureringen skyldes gårdejer Marinus Refsgaard, der i foråret og sommeren 1910 havde foretaget talrige udgravninger af gravhøje i Salling. Eller rettere: Han havde ødelagt talrige gravhøje i jagten på oldsager. Den massive ødelæggelse af gravhøjene kom Nationalmuseets folk for øre, og derfor sendtes arkæologen Christian Blinkenberg til Krejberg for at tale den unge gårdejer til rette.

Stordyssen i Krejbjerg inden vi gik i gang med restaureringen. Det var ødelæggelsen af denne stordysse, der bragte arkæologerne på sporet af Marinus Refsgaard.

Stordyssen i Krejbjerg inden vi gik i gang med restaureringen. Det var ødelæggelsen af denne stordysse, der bragte arkæologerne på sporet af Marinus Refsgaard.

Egentlig havde Marinus Refsgaard ikke gjort noget forkert. Det var på dette tidspunkt ikke ulovligt at udgrave gravhøje på egen hånd. Men de professionelle arkæologer ville helst undgå disse røver-gravninger. Den 13. juni 1910 indfandt Christian Blinkenberg sig derfor hos Marinus Refsgaard, og der udspillede sig nu en bemærkelsesværdig diskussion.

Christian Blinkenberg skriver: ” Marinus Refsgaard, som jeg sidst talte med, er en yngre Gaardejer (i Trediverne), stammende fra en stor Bondeslægt i Balling. […]. Jeg talte længe og indgaaende med Refsgaard, foreholdt ham (der sagde, at han var en “Elsker af Oldtiden og Oldsagerne”) det uforsvarlige i hans Gravninger, udtalte for ham, hvordan Oldtidsminderne – baade de velbevarede og de andre – rettelig burde behandles, om vi vilde skatte dem vel, og udviklede for ham de gode og rigtige Veje, ad hvilke han kunde tilfredsstille sin Interesse for Oldtiden. M. Refsgaard gav mig Punkt for Punkt Ret, lod hurtig de Indvendinger, han fremførte, falde, men skildrede sin “Kærlighed til Oldtiden” som en Passion, der drev ham til Højgravning med en Kraft, han ikke kunde modstaa; han sammenlignede selv – uopfordret – denne Passion med en Drankers Forfaldenhed”.

Selvom Christian Blinkenberg forsøgte at overtale Marinus Refsgaard til at standse sine plyndringer af gravhøjene, lykkedes det ikke. I stedet iværksatte Nationalmuseet en kampagne for at få fredet så mange gravhøje som muligt, så Marinus Refsgaards ødelæggelser kunne begrænses mest muligt.

Således blev den beskadigede stordysse i Krejbjerg – der første gang havde ledt arkæologerne på sporet af Marinus Refsgaard – fredet og restaureret i august 1910.

Hvad er en stendysse eller en jættestue?

14. september 2009

Så er det i morgen at turen atter går til Jylland.  Men forinden vi tager derover er det måske på sin plads at fortælle hvad en stendysse og en jættestue egentlig er. Så lad os få nogle fakta på bordet!

Storstensgravene er komplicerede bygningsværker. I ganske få tilfælde har man fundet 5000 år gammel birkebark mellem de sandstensfliser, som findes mellem de store vægsten i gravkamrene. Birkebarken har fungeret som en slags mørtel.

Storstensgravene er komplicerede bygningsværker. I ganske få tilfælde har man fundet 5000 år gammel birkebark mellem de sandstensfliser, som findes mellem de store vægsten i gravkamrene. Birkebarken har fungeret som en slags mørtel.

Stendysserne og jættestuerne er opført i bondestenalderen for omkring 5000 år siden, og er gravkamre til de døde. Stendysser og jættestuer kaldes også storstensgrave eller megalitgrave, men de betegnelser anvendes mest af arkæologer. Storstensgravene blev bygget få århundreder efter at landbruget kom til Sydskandinavien og er nogle af de mest imponerende fortidsminder fra oldtiden, som endnu eksisterer.

Stendysserne er den ældste form for storstensgrave og var i sin grundkonstruktion oprindeligt kun beregnet til begravelse af en enkelt person eller et par mennesker. Jættestuerne, som er et par århundreder yngre end stendysserne, er fællesgrave. Foruden gravkammeret har jættestuerne også en stensat indgang, så man kunne komme ind i kammeret. I visse tilfælde har man fundet knogler efter mere end hundrede personer.

 Såvel stendysserne som jættestuerne viser, at man allerede i bondestenalderen havde stor teknisk indsigt. Opførelsen af storstensgravene har været en kompliceret opgave, som har krævet adskillige personers arbejdskraft. Bag de tonstunge bæresten og dæksten– storstensgravenes primære byggemateriale – findes adskilte lag af flint, sten og ler, der har haft til formål at holde gravkamrene fri for fugt og været med til at stabilisere konstruktionen. I bondestenalderen har der således været tæt og tørt inde i gravkamrene.

Bag stendyssernes og jættestuernes store sten, ligger særlige lag af flint, sten og ler. Disse lag har ledt regnvandet væk fra gravkamrene. Tegning: Leif Hammelev.

Bag stendyssernes og jættestuernes store sten, ligger særlige lag af flint, sten og ler. Disse lag har ledt regnvandet væk fra gravkamrene. Tegning: Leif Hammelev.

Stendysserne og jættestuerne er blevet anvendt til begravelser i adskillige århundreder, og i visse tilfælde har man endog fundet egekister fra bronzealderen.

Er Trelleborg UNESCO-verdensarv?

12. september 2009

I denne uge har vi holdt en pause fra restaureringen af jættestuen på Mors. Dels på grund af mødet i Neolitisk Netværk, men også fordi en del af Kulturarvsstyrelsens medarbejdere i går var på det, som med et flot ord kaldes kontorbesigtigelse. Andre vil nok kalde det en udflugt med fagligt indhold.

I begyndelsen af 1940erne opførte man ved Trelleborg denne kopi af en hal fra vikingetiden. Siden har man fundet ud af, at kopien ikke er 100% korrekt.

I begyndelsen af 1940erne opførte man ved Trelleborg denne kopi af en hal fra vikingetiden. Siden har man fundet ud af, at kopien ikke er 100% korrekt.

Turen gik i år til Vestsjælland, hvor vi besøgte Museet ved Trelleborg og selvfølgelig var vi også en tur forbi den gamle ringborg fra vikingetiden. Det er altid et imponerende syn man møder, når man besøger Trelleborg. Akkurat som i tilfældet med stendysserne og jættestuerne, har opførelsen af vikingetidens ringborge krævet en betydelig arbejdsindsats. Og det endda på en tid, hvor man ikke havde kraner, gravemaskiner og andre dieseldrevne hjælpemidler.

Er Trelleborg UNESCO-verdensarv? Svaret på det spørgsmål venter vi på nu. I øjeblikket er Trelleborg sammen med de andre ringborge fra vikingetiden med på den såkaldte tentativliste (kandidatliste). UNESCO´s verdensarvskomité, træffer beslutningen ud fra nogle skrappe krav og kriterier, og når det arbejde er færdigt, får vi så svaret på om Trelleborg – ligesom Jelling-monumenterne, Roskilde Domkirke, Kronborg og Ilulissat Isfjord i Grønland – er en del af den umistelige verdensarv.

I disse dage og uger sætter både Kulturarvsstyrelsen og DR fokus på vores verdensarvsmonumenter. På http://www.kulturarv.dk findes en ny website om den danske verdensarv, hvor man kan læse meget mere.

Senere på dagen gik turen videre til Korsør, hvor vi så det imponerende fæstningstårn fra middelalderen. Det gav, ligesom på Trelleborg, anledning til gode faglige diskussioner. To af Kultuarvsstyrelsens eksperter i restaurering af middelalderruiner, fortalte om fæstningstårnets spændende historie. Tårnet indgik tidligere som en del af det nu nedrevne Korsør Slot.

Tårnborg Kirke set fra voldstedet. Kirken blev opført i første halvdel af 1200-tallet. Oprindeligt var kirken ikke hvidkalket, men stod med røde teglstensmure.

Tårnborg Kirke set fra voldstedet. Kirken blev opført i første halvdel af 1200-tallet. Oprindeligt var kirken ikke hvidkalket, men stod med røde teglstensmure.

Sidste stop på turen var voldstedet ved Tårnborg ned til Korsør Nor. Foruden at være et ualmindelig flot naturområde, så rummer området ved Tårnbog også på en speciel historie. I middelalderen lå her en borg og en by. Borgen blev formentlig opført i 1100-tallet samtidig med borgene i Nyborg og på Sprogø for at beskytte trafikken over Storebælt.

I næste uge vender vi så tilbage til jættestuen på Mors!